Jeg har selv været nede i depressions-helvedet for 20-30 år siden. Det havde enorme omkostninger for mig og min familie. Jeg var så dårlig, så det kostede en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 6 måneder ( !)
Men så kom jeg også nogenlunde helskindet ud på den anden side. Takket være dygtige og kompetente sygeplejersker, læger, OG især en fantastisk, empatisk og dygtig psykolog. Uden hende ville jeg ikke være her i dag..........!
På daværende tidspunkt, var det også virkelig nødvendigt med anti-depressiv medicin.......ingen tvivl om det overhovedet. Jeg gik til speciallæge-kontrol et par gange om året de næste 15 år ( efter eget ønske, og for at have et sikkerhedsnet under mig, så jeg ikke nogensinde igen skulle nå, at blive SÅ hundedårlig som dengang)
Hvad jeg ikke var klar over var, at jeg selv skulle forholde mig meget kritisk til, hvor længe behandlingen med medicin skulle fortsætte. Jeg havde nok heller ikke overskuddet til at spørge kritisk ind til behandlingen, OG jeg havde jo en hverdag der fungerede rimeligt.
Så det var nemmest for mig, blindt at stole på, at speciallægerne vidste bedst. Og de mente, at det var en livsvarig behandling jeg skulle have! So be it.....
Nu har vi jo hørt igennem udsendelserne, at der er store bivirkninger ved behandling med SSRI- præparaterne. Jeg havde da også bivirkninger, endda mange. Men stillet op imod den daværende depression, ja, så lærte jeg at leve med dem, alternativet taget i betragtning.
Som årene gik, fik jeg en fornemmelse af, at befinde mig i en "middel grå-zone" rent følelsesmæssigt. Kunne godtnok både blive glad og ked, men aldrig sådan boblende glad, så man danser rundt af glæde.
Den fornemmelse begyndte jeg at savne rigtig meget, ligesom jeg også savnede følelser, som ømhed og nærhed.
For 2 1/2 år siden fik jeg så pludselig nogle epilepsi-lignende anfald, hvor jeg faldt bevidstløs om. Det resulterede i en masse undersøgelser af både medicinsk og neurologisk karakter OG en besked om, at jeg ikke måtte køre bil mere foreløbig!
Sådan en besked var rigtig svær for mig at håndtere, for det griber VOLDSOMT ind i ens personlige frihed. Det er absolut ikke rart, at være afhængig af andre.....selv om mine veninder, har været rigtig søde til at tage mig med, når jeg har haft brug for kørelejlighed.
Den neurologiske udredning viste et unormalt forhøjet hormontal, som dannes i hypofysen i hjernen. En ældre læge havde set det en enkelt gang før, og mistænkte den 20 år lange behandling med antidepressive piller, som værende en evt årsag til anfaldene.
Lige dér, besluttede jeg mig for at forsøge at trappe ud af medicinen! Vel vidende, at det ville blive meget, meget svært, på grund af de enormt ubehagelige ophørs-symptomer man får. ( Jeg havde prøvet nogle år inden, men måtte opgive, og tage medicinen igen på grund af abstinenserne)!
Den 1. januar i år begyndte jeg så på projekt udtrapning af den sidste lille dosis medicin, jeg efterhånden havde kunnet nøjes med.
Jeg fik rigtig meget hjælp af en spindeveninde, der kunne give NADA øreakupunktur, og samtidig havde jeg forberedt mig mentalt på, at det ville blive svært og rigtig ubehageligt.
Men jeg fik NADA hver anden dag og følte, at jeg fik en fantastisk hjælp og omsorg af min veninde.
Og det var både hårdt og slemt. Voldsom svimmelhed, massive stød-lignede fornemmelser i hjernen, grådlabil og psykisk ustabilitet blev min hverdag. MEN ved hjælp af NADA, og en fantastisk omsorg fra min mand og mine nærmeste veninder, så er jeg ved målet. Jeg må indrømme, at NADA har taget toppen af de værste symptomer, og givet mig en form for ro. Yderligere har NADA også hjulpet mig til at få en god nattesøvn igen. Jeg var ellers ret skeptisk, men var parat til at prøve hvad som helst, der kunne hjælpe mig ud af medicinen.
For 14 dage siden tog jeg den sidste medicin! Jeg har været lidt obs på om jeg fik et tilbagefald rent psykisk ( rebound effekt), men det er gået over al forventning.
I dag sidder jeg med en følelse af, at have vundet en af de største kampe i mit liv! Jeg er ved at få mit" jeg" og mit følelsesliv tilbage igen, og er dybt taknemmelig over, at jeg tog beslutningen om at tage ansvar for mig selv.
Jeg skal lige vænne mig til, at have nogle følesesmæssige rutsje-ture, men det kan være meget befriende også.
Mit forhøjede hormontal er langsomt på vej ned, og jeg har ikke haft et epileptisk anfald i et år nu. Det synes jeg kan give lidt stof til eftertanke.
Jeg får stadig NADA behandling ca 2 gange om ugen, fordi jeg stadig lider af svimmelhed og stødfornemmelser især sidst på dagen. Men den behandlingsform kan jeg snildt leve med.....og der er ingen bibirkninger!
Når alt dette er fortalt, så vil jeg også påpege og understrege, at for rigtig mange er det nødvendigt med behandling med antidepressiv medicin. Det var det også for mig dengang, da jeg blev syg, og det er godt, at der findes midle,r der kan gøre livet udholdeligt når man har en depression! Det hersker der slet ingen tvivl om i min verden.
Dog er det nødvendigt, at man indimellem spørger kritisk ind til behandlings formen, og især hvor længe man skal blive ved, OG hvordan man kommer ud af det igen, når tiden er inde!
Puha.......det var en længere smøre.....havde bare lige behov for, at fortælle MIN oplevelse af at have været på antidepressiv medicin i over 20 år.
hvor er det godt at man nu kan skrive/tale om sådan noget, modsat for ikke ret mange år siden da det var et tabu. dejligt at det går fremad for dig, epileptiske anfald er ikke noget at spöge med. jeg er helt enig i at naturligvis skal vi ikke bare tage medicin uden at tænke over det, og læger er jo også mennesker der ikke kan göre alt perfekt hele tiden, så patienten har helt klart selv et ansvar. men, sådan som medierne somme tider angriber dem der bruger medicin, det synes jeg er tarveligt, for jeg tror på at langt de fleste bruger medicin fordi de faktisk har brug for den, og ikke bare fordi.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Jeg er helt enig, Frida. Og selvfølgelig tager man ikke medicin bare fordi.....Men jeg synes det er godt problemerne bliver belyst, så der kan tages stilling. God weekend til dig:-)
SvarSletUha uha uha... Jeg så også de udsendelser og sidder idag med en stor taknemlighed for, at jeg lyttede til min ndre stemme og smed de piller ud i 2002, efter at have været *forsøgskanin* på mange forskellige slags antidepresiver i ca 8 år.
SvarSletKunne mærke der var noget galt og jeg fik det faktisk mere skidt af dem og så må det faktum heller ikke glemmes, at antidepriver kan øge trangen til alkohol hos nogen.
Du har virkelig kæmpet og flot gået.
Uden at vide det med sikkerhed, vil jeg næsten tro, at en del af de gener du oplevede lang tid efter, har været senabstinenser, for det kan tage år at få den slags ud af kroppen igen, da det ophobes i musklerne..
Dette tillader jeg mig at udtale mig om, fordi jeg selv kæmpede med/mod senabstinenser i over et år, efter et overforbrug af kodimagnyl.
Så stærkt kørt og jeg er SÅ glad for, at der nu sættes fokus på det, for da jeg omtalte mine problemer på sygehus og til læge, fik jeg blot at vide, at det skulle jeg ikke kloge i. De vidste bedst !!
Rigtig god weekend og tak fordi du deler
Tak for din kommentar, Tove.
SvarSletJeg synes bare det er nødvendigt at være åben omkring det, for det har været tabuiseret alt for længe.
Men det er også nødvendigt at den måde, der bliver sat fokus på, er lødig og vel underbygget af kompetente fagfolk, så det ikke bliver til mudderkastning og useriøse påstande. Det giver kun anledning til mere bekymring og frustration hos dem, der virkelig har brug for en behandling
Også god weekend til dig :-)
Ja, det har du bare så meget ret i og jeg er så glad for, at du bragte det på bane.
SletDer hvor jeg var i behandling for pille ( kodimagnyl) - og alkoholmisbrug, holdt også fast i, at mange antidepresiver gav afhængihed, men var heller ikke det mindste bange for, at sende folk på sygehuset, hvis de følte, at det var det de havde behov for, istedet for behandling hos dem.
Forårs hilsen herfra